Stort familie besøg

Se lige hvilken skønhed jeg vågnede op til i går morges :)

Han var en rigtig sovetryne og sov det meste af formiddagen. Jeg vågnede klokken 6.00 som jeg har gjort hver dag hernede, da der er så mange lyde fra dyrerne jeg ikke er vant til.

Da jeg havde ligget en times tid og læst på iPaden stod jeg op og gik ud til Baba og Anne. 

Baba var i fuld gang med at rulle sine cigaretter ude på terrassen. 

Både Anne og Baba snakker til mig hele tiden som om jeg forstår alt hvad de siger, det er lidt sjov, men kan også give lidt problemer en gang imellem ;)

For da Mustafa stod op og kom ud til os, spurgte han om jeg havde lovet at komme alene og besøge forældrene i Adana næste år, hvor Mustafa skal ind og aftjene sin værnepligt.

Øh hvad? Hehe og måske havde jeg lovet det uden at vide det ;)

Mustafa skældte så han forældre ud for at lokke mig til den slags, han mener det er alt for farligt for mig. Da jeg skal skifte bus 2 steder og nærmest ingen i denne del af Tyrkiet kan tyrkisk. 

Det tror jeg nu godt jeg ville kunne finde ud af, men tror nu ikke jeg ville at tilbringe en hel uge alene hos Anne og Baba, selvom de er vældig søde. I hvert fald ikke før jeg kan snakke tyrkisk ;)

Det meste af dagen lavede vi ikke ret meget. Små praktisk opgaver og så ellers en masse the pauser.

Om aftenen kom der stort familiebesøg. For onklen som bor i nabobyen, havde besøg fra af noget familie der kom langvejsfra. Det ville selvfølgelig gerne se turisten med de blå øjne(den ene datter som kunne lidt lidt lidt engelsk, fortalte mig at jeg var den eneste grund til de kom ;)

De ankom på en typisk tyrkisk måde som aldrig ville gå hjemme i Danmark. En alm. lille person bil med 4 voksne, 2 teenagerer og 2 børn. Fatter ikke hvordan de kunne være der.

Men hernede er der heller ikke noget som hedder autostole til børn. De bliver ikke engang spændt fast med alm sele. Og selen bruges kun når man ser politiet, så de ikke opdager at man kører rund uden at have kørekort ;)

Familien griner også af mig hver gang jeg sætter mig ind i bilen og tager selen på. De forklare politiet ikke er så strikse med om man har sele på, når jeg så siger at jeg tager den på for min egen sikkerhed og ikke pga. politiet, så ryster de bare på hovedet ;)

Nå men familie besøge gik godt. Men det tager altså på kræfterne, var virkelig træt bagefter. For vi var rigtig mange i et lille rum, alle råber tyrkisk i munden på hinanden, alle vil de snakke med mig og forventer et svar hver eneste gang de spørger mig, selvom jeg ikke forstår. Mustafa gør selvfølgelig sit for at oversætte, men hans engelsk er jo også meget begrænset, så det er ikke helt nemt ;)

Det er lidt hårdt at være på hele tiden på den måde. Onklen havde også taget sit digital kamera med, så jeg skulle se billeder på den lille skærm fra de sidste års oplevelser, og ved hvert eneste billede forventede han en kommentar om billedet. Hans stakkels teenagedatter synes han var ganske pinlig kunne man se. Men da han endelig var færdig, så hev datteren sin mobil frem, for jeg skulle da også se hendes billeder :-D så sødt.

Da de tog hjem omkring klokken 22.00 var jeg bare putteklar, for vi skulle tidligt op og med bussen til Adana, så vi kunne komme med flyveren til Istanbul og videre til Bodrum.

Onkels kone, deres gæst, mig og datteren

Onkel, Baba, Tolgahan, onkels kone

Onkel og gæsternes lille datter

Baba, onkel og onkels gæst

Onkels datter, mig og Mustafa

Onkels datter, mig, Mustafa og onkels kone

Alle gæsterne ytrede stor ønske om at blive fotograferet og sendt så danskerne kunne se billederne af dem ;) det er hermed gjort, selvom kvaliteten ikke er så god, da de er taget om aftenen og med iPaden.

Da de alle var gået og jeg troede jeg skulle ind og sove. Så var Anne blevet dårlig, hun hostede rigtig meget og havde svært ved at få luft. Det er noget hun har haft før og der endte hun på hospitalet, så vi besluttede at køre derind med det samme.

Så vi kørte Anne, Tolgahan(da han er den bedste til at køre om aftenen og i byen, selvom han ikke har kørekort), Mustafa(som skulle med, hvis der nu skulle komme problemer angående den lejede bil) og mig(ja jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skulle med, måske synes de det var synd hvis jeg skulle være alene hjemme med Baba som var gået i seng).

Da vi ankom kom Anne ind til det som nok svare til vores vagtlæge i Danmark. Bagefter blev hun sendt videre til selvom sygehuset, så hun kunne få ilt. 

Da vi så står i receptionen og venter på at blive sendt videre, så opdager de mine blå øjne. Pludselig handler det ikke længere om stakkels Anne, men kun om hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og sikke smukke blå øjne. Utroligt at det kan være så spændende, men der er selvfølgelig ikke så mange med blå øjne i denne del af Tyrkiet.

Anne kom inde på en 8 mands stue og fik sit ilt i en maske. Men hun havde alt for travlt med at snakke, da hun kendte dem i nabosengen. Så helt galt var det nok ikke med hende ;)

Efter en halv time og en tur forbi apoteket kunne vi endelig komme hjem i seng. Hel bombet efter en lang dag faldt jeg i søvn på 2 min, der var jo ikke lang tid til vi skulle op og afsted igen.

(Anne har det forresten godt i dag, hendes medicin hjalp godt)