Ankommet til Adana

Så er vi ankommet til Adana og har været her to dage. Og sikke en modtagelse vi fik :)

Der var masser af kysser og krammer fra svigermor, og tror jeg fik mindst lige så mange som Mustafa. Og fik da også et par stykker af svigerfar. De var så glade for at vi endelig kom, for det er 8 måneder siden at de sidst har set Mustafa, da han har arbejdet på hotellet i Bodrum.

Lige et billede af Anne(mor), Baba(far) og Tolgahan(lillebror) som ringer rundt for at fortælle at nu er vi endelig ankommet.

Vi havde lejet en bil fra Kadirli(mindre storby 1 1/2 times bus fra Adana) så vi kunne køre hjem til Mustafas forældre. De bor nemlig uden på landet, og der går ingen bus til. De har heller ikke selv bil, kun en mindre traktor, så de kunne ikke hente os.

Jeg havde fra starten sagt at jeg ikke turde køre her i Tyrkiet, for de kører lidt vildt, dytter konstant og vejene er frygtelige. Men det var ikke noget problem for Mustafa har kørekort. Han har godt nok kun haft det et år og de sidste 8 måneder har han ikke kørt, da han har været i Bodrum. 

Jeg må sige det er en oplevelse at køre med ham, som i jeg troede ikke vi ville komme levende frem ;) tror lige så godt man kunne have sat hvilken som helst person, uden kørekort, ind som chauffør, det kunne umuligt være værre ;) men men vi kom da frem til sidst.

I går og lidt idag har Mustafas lillebror Tolgahan været vores chauffør. Han er rigtig god til at køre bil, Tilgengæld har han ikke noget kørekort ;)

Men Mustafa har også øvet sig lidt med at køre de sidste par dage, så nu går det allerede meget bedre ;)

Et par billeder af deres grund taget fra husets tag.

Hønse og køernes hus 

Oliventræer og under presenninger er der hø til dyrerne

Anne og Baba og de to køer 

Anne, køen og hønsehuset

Deres enlige får. Det andet blev slagtet da der var Kurban Bayram

Mustafas og mit soveværelse

I går havde vi en travl dag. For det første kom der et hav af forskellige gæster i løbet af dagen, som skulle hilse på og byde os velkommen hjem. 

Senere kørte vi til Kadirli for at hente Mustafas søster Aysa og hendes datter Elif. Der blev vi så budt indenfor og fik mad og the. Der var lige en del bedsteforældre til forskellige mennesker jeg også skulle hilse på ;) Bagefter skulle vi også lige forbi en kusine og hilse på hendes familie.

Så var vi ude at handle lidt mad til de næste par dage, nu hvor vi alligevel var i byen. Hold da op, hvor folk kiggede på mig. Alle stirrede fuldstændig uhæmmet på mig, som om jeg kom fra månen. Det er vidst ikke så tit der kommer turister til denne del af landet ;) så det med at farve håret, det hjalp ikke så meget...

Da vi kom hjem, kom der igen forskellige mennesker for at hilse på og drikke çay(the) tør aldrig jeg har drukket så meget the som de sidste par dage ;)

Om eftermiddagen synes Mustafa vidst det var på tide at vi kom lidt ud af huset igen og væk fra alle de nysgerrige mennesker, som "tilfældigvis" kom forbi for at se turisten.

Så Tolgahan, Mustafa og jeg kørte ud for at se lidt af området og deres mandarin/appelsin plantage.

Min smukke tyrker mand <3

Vi var også ude at se deres gamle hus, hvor de boede dengang se var børn 

Og skolen hvor de har gået i 4 år, inden de skiftede til en anden skole

Om aftenen var der igen flere mennesker der kom forbi. Bla. En onkel, en fætter, en fætter med en kone og to børn. Så der blev igen drukket en masse the og snakket, eller nærmere råbt en masse Tyrkisk. Det er sjovt hvordan tyrkisk meget sjældent bliver snakket i et lavt/normalt tone leje, det er et sprog hvor man bliver nød til at råbe lidt, for at snakke det :)

Så da vi endelig kom i seng, så var jeg mega træt. Både i hovedet af al snakken og alle de nye indtryk og oplevelser, og i kroppen fordi man pludselig bruger den på en hel anden måde en normalt. F.eks. sidder vi jo på gulvet det meste af tiden, og det kan mærkes når man ikke er vant til det.

Til aftensmad fik vi lahmacun(en slags mini pizza) og blandet salat.

Det var rigtig smart med de der lahmacun, Aysa lavede en fars til fyldet, og så sendte hun Tolgahan hen til byen, hvor en bager lavede dem færdig. Det koster næsten ingenting siger Mustafa og wupti så var der mad til en masse mennesker

I morgen går turen til Adana

Så er der ikke længe til vi rejser til Adana. Vi skal med bussen i morgen tidlig klokken 6.00 fra stationen i Bodrum.

Da dolmussen(minibus) først begynder at køre fra kl 7, så har vi booket et hotelværelse her i Bodrum by i nat, da vi ellers ikke kunne komme ind til busstationen. 

Jeg er godt nok ved at være lidt spændt og nervøs nu. Det er jo første gang jeg skal mødes Mustafas familie, så håber alting går godt. Jeg kan jo ikke lade være med at spekulere på om jeg nu kommer til at gøre noget forkert uden at vide det. Fordi jeg ikke kender traditionerne og normerne. Men jeg håber det ikke.

Er også lidt nervøs med hensyn til maden. Tænk hvis jeg ikke kan lide det? Efter min gastric bypasse operation for 2 1/2 år siden, har jeg virkelig svært ved at spise ting jeg ikke bryder mig om, uden at få kvalme og starte opkast refleksen. Det ville være mega pinligt...

Men jeg skal nok bare lade være med at spekulere så meget, det skal jo nok gå ;)

Idag og igår har vi ikke lavet så meget spændende. 

Igår fik jeg vasket en masse tøj, så det kunne nå at tørre inden vi skulle pakke det ned idag. Det tager sin tid, for der er ikke vaskemaskine i lejligheden, så jeg vasker tøj i en opvaskebalje :-0 åh mig ... Det tager lang tid og er mega besværligt. Har heldigvis noget rigtig godt vaskepulver med fra Danmark. Men jeg Glæder mig til at komme hjem og vaske tøj i min vaskemaskine. Nu er det alligevel 1 1/2 måned, hvor jeg har vasket alt i hånden.

Heldigvis har Mustafas forældre vaskemaskine. Så kan det hele lige få en tur der i, på en eller anden måde føler jeg bare tøjet bliver mere rent i en vaskemaskine. Men egentlig er det noget pjat, for alt mit tøj er rent og uden pletter, selvom det bliver vasket i hånden, og det lugter heller ikke. Men alligevel...

Idag har vi så pakket de fleste af vores ting og er taget ind på hotellet her i Bodrum. Dejligt for her er internettet meget hurtigere :)

Har ikke rigtig nogle spændende billeder fra de sidste dage, men vil da vise lidt fra vores bustur til og fra Pamukkale.

Turen til Pamukkale 

Bomuldsmarker. Det har jeg aldrig set før.

Opbevaring af bomuld

Fra turen tilbage til Bodrum

Jeg kan ikke huske om jeg har vidst denne smukke blomst før. Men ellers får i den igen, for jeg elsker farven <3

Ny hårfarve

I dag har vi været en tur inde i Bodrum by. Lige nu bor vi et par kilometer udenfor byen i en lejlighed vi har lejet til en billig penge, men det betyder også at vi ikke kan gå ned i byen længere. Vi skal med Dolmus(minibus) hver gang, det koster heldigvis kun 3 lira(9 dkr) pr. mand og de kommer forbi cirka hver 10. Minut, så det er jo nemt.

Vi skulle ind og have købt flybillet til turen til Adana på Tirsdag. Hvor vi skal besøge hans forældre.

Desuden skulle jeg have købt mig en pyjamas, for Mustafa har sagt at det ikke går an at jeg sover i min top og shorts hjemme hos hans forældre. Derhjemme sover man i lange bukser og bluse. Det er selvfølgelig helt iorden, når det nu er sådan de plejer at gøre. 

Det er jo første gang jeg skal besøge Mustafas familie og se hans barndoms hjem, så jeg har virkelig ingen anelse om hvordan det bliver og hvordan deres hjem ser ud. Men jeg ved i hvert fald at de sidder på gulvet på tæpper og spiser, desuden har de ikke en almindelig toilet, kun sådan et hul i gulvettoilet som man har mange steder her i tyrkiet(frygter virkelig om jeg kan betjene sådan et ;)

Men det jeg så går og spekulerer over nu er, gad vide om de/vi alle sammen sover i samme rum? For hvorfor er det eller så vigtig med en pyjamas? Jeg har da ikke tænkt mig at gå rundt i mit nattøj sammen med familien. Jeg har spurgt Mustafa og han siger godt nok at vi skal sove i vores eget rum, men nu må vi se. Det sker jo engang imellem at vi misforstår hinanden, for hans engelsk er meget dårligt og mit tyrkisk er nærmest ikke eksisterende. Hvordan sovesituationen bliver må tiden vise ;)

Jeg havde også besluttet mig for at få farvet mit hår, da vi alligevel var i Bodrum. For det første så synes jeg det trængte til lidt fornyelse. Jeg er ved at gro langt hår, så det er længe siden jeg sidst blev klippet, så følte mig så ufiks.

Desuden så tiltrækker det lyse hår alt for meget opmærksomhed her i Tyrkiet. Noget jeg virkelig kan mærke nu, hvor turistsæsonen er ved at være slut og vi er begyndt at rejse mere rundt i landet. Så Jeg snakkede med Mustafa om, at jeg havde lyst til at farve det mørkebrunt og han synes heldigvis det var en god ide. Han er også lidt træt at at ALLE glor efter os når vi kommer gående.

Jeg ved godt at folk stadigvæk vil kigge, for øjnene er stadig blå og huden lys. Men jeg synes faktisk det har hjulpet lidt.

Billedet fra frisøren, hvor Mustafa ventede tålmodigt <3 

To efterbilleder (taget med ipaden og i dårlig belysning, så ikke den bedste kvalitet)

Håret ser sort ud på billederne, men i virkeligheden er det mørkebrunt. Men det er blevet meget mørkt, men det gør nu ikke så meget. For solen skal nok gøre sit til at det hurtig lysner igen, så hellere starte ud lidt for mørkt.

Mustafa synes det er vældig flot, for nu lyser mine blå øjne helt op siger han :)

Jeg synes også det er blevet flot, og super blødt tilmed. Desuden føntørrede frisøren det så det både ligner og føles som om jeg er blevet klippet også. (Det skal jeg nok få ødelagt første gang jeg vasker det ;)

Hvad synes i om resultatet?

Hierapolis

På toppen af Pamukkale, som vi "besteg" i går, ligger den gamle ruin by Hierapolis, som betyder Holy City. Der er rigtig mange fine ruiner at se, området er meget stort så det er om at have de gode vandresko på. Vi var lidt trætte efter gåturen op ad bjerget, så vi så kun de nærmeste og mest spændende ruiner. Bl.a. Det kæmpe store teater. En del af området var også spæret af, da de var i gang med arkæologiske udgravninger og restaureringer.

Mange af bygningerne er over 2000 år gamle. Området har været under græsk, romersk, osmansk, samt fleres herredømme gennem tiden og bygningerne stammer fra de forskellige perioder.

Der var også et museum man kunne besøge, det kostede kun 5 lira (15 dkr), men vi orkede ikke mere den dag. Man kan også bade i nogle, efter sigende, helbredende kilder og sole sig på solsenge. Det koster 32 lira (96 dkr) at bade, så det synes vi var lidt dyrt. Men vi havde nu heller ikke tage badetøj med, så det gav jo lidt sig selv. (Det er gratis at "bade" på Pamukkale)

Hanen er Denizlis(kommune Pamukkale ligger i) våbenskjold. 

Området der er ved at blive restaureret 

Det er svært at se på billedet, men der ligger en række små huse på toppen af bakken, foran de grønne træer.

Jeg var helt smadret efter den lange gå tur. Lidt mere kondi havde været godt ;)

Det store teater

Der var rigtig langt ned fra toppen af teateret. Jeg turde ikke gå ned af de stejle og glatte trin. Lidt højdeskræk har man vel. Men Mustafa var modig.

Den smukke udsigt

I dag har vi så taget den 5 timer lange bustur hjem igen. Føj jeg synes det er hårdt for ryggen. Det føles som om vi kørte på grusvej det meste af tiden, så dårlig var asfalten på den rute vi kørte hjem.

Så nu sidder vi i Bodrum og slapper lidt af, i morgen skal vi ind og købe flybilletter. Og så rejser vi til Adana på tirsdag, for at besøge Mustafas familie.

Det var egentlig planen at tage bussen, men det tager 14 timer, fordi den skal så mange omveje først. Og det orker jeg virkelig ikke. For er helt smadret i kroppen idag, efter vores to busturer :(

Desuden koster det kun 250 dkr ekstra pr. mand at tage fly til Adana, og selvom vi skal fra Milas til Istanbul og videre fra Istanbul til Adana, så tager det kun 4 timer, og ikke 14 timer. Så det er helt sikkert pengene værd.